torsdag den 23. februar 2012

Godt gået

På trods af at det er en fyr fra Manchester United dette indlæg handler om, så tager jeg hatten af for hans bedrifter på fodboldbanen gennem de sidste mange år. Ryan Giggs debuterede på Manchester Uniteds første hold den 2. marts i 1991 og kan altså i aften runde kamp nummer 900 i den røde trøje - og alle kampe med Sir Alex Ferguson som træner. Det må man sige er godt gået. Til sammenligning er klubrekorden i AaB 560 kampe og indehaves af Mr. AaB, Torben Boye, men han når altså kun Ryan Giggs til sokkeholderne. Han har været med til at vinde ikke mindre end 12 engelske mesterskaber, 4 FA-cups og har også været med til at løfte den største pokal af dem alle, Champions League, hele 2 gange. 

Jeg har altid set ham som en nobel og ordentlig fodboldspiller, og derfor blev jeg noget overrasket da hans privatliv blev foldet ud på alverdens forsider, med beskyldning/dokumentation om diverse affære. Heldigvis er det ikke det det handler om i dag. Forhåbentlig når han de 900 kampe i aftenens kamp mod Ajax, og bliver hyldet på behørig vis på hjemmebanen Old Trafford. 
Personligt håber jeg stadig på et lille Ajax-mirakel i kampen om pladserne i Europa Leagues 1/8 finalerne, men det bliver svært efter 2-0 nederlaget i Amsterdam. Hvis de ikke kan få rettet op på resultatet, kan de i det mindste være med til at hylde Ryan Giggs og give ham en kamp han ikke glemmer lige med det samme hvis han kommer på banen.

Det blev desværre ikke i kampen mod Ajax Ryan Giggs nåede de 900 kampe, til gengæld blev det i weekendens kamp mod Norwich, hvor han oven i købet blev match-vinder 1 minut inde i dommerens overtid og sikrede Manchester sejren på 2-1.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar