mandag den 14. november 2011

Det skal knase...

Små sprøde knækbrød er alletiders både som snack og til ost. Det kan godt være dyrt i længden at skal købe kiks, derfor kommer her en opskrift på super nemme hjemmelavede knækbrød.

1 dl Havregryn
1 dl Sesamfrø
1 dl Hørfrø
1 dl Solsikkekerner
1 dl Græskarkerner
3 ½ dl Hvedemel
2 dl Vand
1 1/4 dl Olie (solsikke, raps eller vindruekerne)
1 tsk. Bagepulver
2 ½ tsk fint salt



Jeg er så heldig at have en fin rød kitchen aid røremaskine, så jeg putter bare alle ingredienserne i skålen og starter maskinen. Hvis ikke man har sådan en maskine i køkkenet skal der i stedet bruges lidt armkræfter til at få blandingen rørt godt sammen.
Dejen deles i 2 og hver portion rulles ud mellem to stykker bagepapir, husk at vende bunden i vejret en gang i mellem så der ikke bliver folder på den ene side :)
Når dejen er rullet godt ud (skal ca. fylde et stykke bagepapir) og har samme tykkelse over det hele, fjernes det øverste stykke papir. Dejen skæres i passende størrelse (evt. med en klejnespore), der skal bare laves riller i dejen, så deles de efter bagning.
De bages midt i ovnen ved 200 grader i 15-20 min til de er gyldne. Lad herefter knækbrødet afkøle helt på en rist eller lignende og del dem herefter med et let knæk i rillerne. Sprødheden bevares bedst hvis knækbrødene opbevares i en lufttæt boks.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar