lørdag den 16. juni 2012

Æble-pesto

Jeg elsker pesto, og især den hjemmelavede slags. Her kommer opskriften på hjemmelavet æble-pesto som er en mere cremet pesto pga æblet.

4-6 kviste frisk basilikum
3 tykke skiver parmasan lignende ost
4 spsk olie
1/4 æble
25 g ristede pinjekerner
Salt efter behov

Det hele puttes i en food-processor og køres indtil den ønskede konsistens.

Og så er den allerede færdig og klar til brug:-)



lørdag den 9. juni 2012

Koldskål

Sommeren nærmer sig, og selvom vejret ikke helt følger med, betyder det, at det er Koldskål-tid.
Jeg kan egentlig godt lide købe koldskål (uden citron) men der er bare en vis charme ved at lave det selv. Og taget i betragtning af hvor utrolig let det er, at man helt præcis ved hvad der er puttet i, og at man selv kan bestemme smagen, så er det hele umagen værd.

Her kommer en opskrift på ganske almindelig kærnemælkskoldskål, men som nævnt kan man tilføje lige den smag man har lyst til.

1 liter Kærnemælk
3/4 liter tykmælk / A38
6 past. æggeblommer
100 g sukker
1 stang vanilje, kornene (eller 1 spsk. vaniljesukker / 1½ tsk. vaniljepulver)

Æggeblommerne og sukker piskes godt til massen bliver helt lys og luftig. Vanilje blandet med sukker røres i. Kærnemælk og tykmælk vendes i æggemassen, og koldskålen er klar til servering, resten kan opbevares i køleskabet.

Koldskålen kan spises med kammerjunker (opskrift på vej) ellet man kan lave sin egen crunch, ved at svitse havregryn, mandler, nødder og evt lidt rosiner i en lille smule smør og sukker på panden.

En rigtig nem, lækker og frisk sommerret/-dessert.

Koldskålen på billedet er rørt op med rabarber, og med hjemmelavede kammerjunker.


tirsdag den 5. juni 2012

Surdej og Kammerjunkere på begynderstadiet

Så kom dagen hvor jeg fik mig taget sammen til at starte min egen surdej/Biga, så jeg snart kan komme til at eksperimentere med en helt ny slags bagværk.
Jeg har ikke så meget erfaring med bagning med surdej, så det bliver spændende at komme i gang og jeg glæder mig til at se resultaterne.

Jeg har brugt Claus Meyers opskrift på surdej, den er som følger:

9 dl Vand
150 g mel
75 g grahamsmel
75 g rugmel

Alle ingredienserne blandes i en skål og piskes godt sammen.
Dejen/væsken skal nu stå i en delvis tildækket skål i ca. 10 dage før end den er klar til brug. Hver dag skal den røres godt i gennem.
Efter de 10 dage skulle den være klar til brug. Herefter er det stadig vigtigt at røre i den hver/hver anden dag og friske den op en gang i mellem. Hvis man bruger af dejen skal der tilføres ny næring, men alt det kommer jeg tilbage til når jeg selv kommer videre i processen.




Jeg har også forsøgt mig med nogle hjemmelavede kammerjunkere til sommerens koldskål. Jeg er dog stadig ikke helt tilfreds med resultatet, så den opskrift kommer først på når den sidder i skabet.

/Line