torsdag den 1. december 2011

Pebernødder a'la farmor

Det her er opskriften på nogle små kager der hverken indeholder peber eller nogle af de andre krydderier man normalt finder i pebernødder. Den eneste grund til at vi kalder dem pebernødder er udelukkende størrelsen, for smagen den er bare sød. Det er dog de "pebernødder" jeg er vokset op med, og de smager af jul.

der bliver mange 
500 g sukker
250 g magarine
2 ½ dl mælk
1 ½ tsk hjortetaksalt
mel (igen har vi at gøre med en af farmors hjemmegriflede opskrifter (se sirupskager for mere info))

Alle ingredienserne puttes i en skål og æltes godt sammen. Der skal mel i til dejen er fast men stadig blød uden at den klistre. Dejen kan stå køligt til dagen efter hvilket gør den lettere at rulle ud, den kan også rulles og snittes med det samme. Det er ikke så vigtigt at disse "pebernødder" rulles runde, da de vil flade ud når de kommer i ovnen. 
Da der er mælk i dejen er bagetiden lidt længere 14-16 min ved 200 grader.

Specier med chokolade og nødder

Denne opskrift er en basis opskrift på specier, som jeg egentlig bare har puttet chokolade og nødder i. De er super gode og rigtig lette at lave
Mums

ca. 100 stk.
400 g magarine
500 g mel
150 g flormelis
1 stang vanilje (eller 2 tsk vaniljesukker)
100 g hakkede nødder
100 g hakket mørk chokolade

Mel og magarine blandes sammen. De resterende ingredienser blandes i dejen og æltes godt i gennem. Dejen rulles til tykke stænger, som lægges på køl til de er kolde nok til at kan skæres.
Husk ikke at skære dem for tykke. De lægges på en bageplade med papir og bages i ca. 10 min ved 200 grader.


Sirupskager

En jul uden brunkager er bare ikke rigtig jul. De har dog aldrig været min favorit, og synes tit dem man kan købe bliver for kraftige i smagen. Min farmor lavede altid sirupskager i stedet for, og selvom det næsten er det samme så passer de bare bedre til min smag.
Når jeg kigger i min farmors gamle bog, med opskrifter hun selv har skrevet ned, er der bare én ting der altid mangler, og det er mængden af mel. Der står bare mel til det passer, og det kan være et vidt begreb, især i en opskrift som denne hvor dejen er varm når man laver den. Husk derfor aldrig at komme for meget mel i, så er det bedre at ælte lidt i når dejen er blevet kold og skal til og rulles ud.
Farmors sirupskager

ca. 70-80 stk.
250 g smør
2,5 dl mørkt sirup
100 g farin
1 tsk potaske
20 g brunkagekrydderi (1 brev)
mel
Smuttede flækkede mandler til pynt

Smør, sirup og farin kommes i en gryde (det må godt være en lidt stor gryde, da potasken får massen til at bruse op) og smeltes (koger op). Gryden tages af varmen og potasken tilsættes. Gryden sættes tilbage på komfuret og massen vil nu bruse op. Lad det koge ca. 1 min og tag gryden af. Tilsæt brunkagekrydderiet og rør det godt ud inden der tilsættes mel. Der skal mel i til det er en tyk masse, men der må endelig ikke komme for meget i. Herefter sættes dejen til afkøling til næste dag (den skal ikke nødvendigvis i køleskabet da det kan gøre det svært at få den rullet ud).

Disse sirupskager skal rulles ud og kan stikkes ud i den form og størrelse man ønsker. Vi brugte et lille glas. Når de har den form man ønsker lægges de på en bradepande med papir og der lægges en mandel i midten. De bages i 10-13 min ved 200 grader. Det er vigtigt de ikke bliver for mørke for så får de en meget brændt og bitter smag.

Vaniljekranse

Hvis der er noget jeg elsker ved julen så er det helt klart de små vaniljekranse. For mig er det vigtigt at de ikke bliver hårde men i stedet super sprøde. Derfor er det vigtigt ikke at komme for meget mel i dejen. I år starte vi dog ud med alt for lidt mel, hvilket gjorde at kagerne flød helt ud - de var dog super sprøde. Heldigvis var det ikke noget problem at ælte ekstra mel i, og så blev de super lækre.


ca. 200 stk.
120 g smuttede mandler
500 g mel
1 tsk hjortetaksalt
250 g sukker
3 vaniljestænger
400 g smør
2 æggeblommer

De smuttede mandler hakkes fint - helst i en blender eller foodprocessor så det bliver som grov mel :) Vaniljekornene skrabes ud, mens stængerne ligeledes får en tur i foodprocessoren til de er hakket helt fine - begge dele blandes med sukkeret.
Hjortetaksaltet blandes med melet.
Fedtstoffet smuldres i en skål og blandes med sukker, vanilje, mandelmel, mel og hjortetaksalt. Til sidst tilsættes æggeblommerne for at samle dejen. Når det er æltet godt i gennem er dejen klar til at komme på køl, evt i en plastikpose og hvile 2-3 timer eller til dagen efter.

Vaniljekranse laves lettest vha. en kødmaskine hvor man kan sætte en stjerneskabelon i enden, men kan også laves ved håndkraft hvor de rulles ud. Lige meget hvordan får man en række stænger der efterfølgende skæres ud i stykker af 5-6 cm, som samles til en ring. Kransene lægges på en bradepande med papir og bager 8-10 min ved 200 grader.
Ingredienserne inden de bliver rørt sammen

Det muntre køkken

Vaniljekransene inden de skal i ovnen